Hvem er vi?

Del
05/01/2018

København er en by i udvikling - og med udvikling kommer nye udfordringer. I disse år vokser byens befolkning med ca. 1000 mennesker om måneden, og det øger presset på den urbane service og byens infrastruktur. Selvom byen vokser markant, forventer borgerne stadig en by, som er god at leve i og ikke mindst ren, bæredygtig og klimavenlig. Derfor er der behov for at udvikle nye løsninger, som kan optimere og effektivisere driften af byen for at kunne indfri de ambitiøse mål, der er for København. Til eksempel har København et mål om at være den første CO2-neutrale hovedstad i 2025 og i det hele taget en af verdens bedste byer at leve i.

I Copenhagen Solutions Lab arbejder vi med intelligente teknologier for at skabe datadrevne løsninger, som imødekommer byen og borgernes behov. Fremtidssikringen af København sker særligt gennem partnerskaber på tværs af forvaltninger med virksomheder og vidensinstitutioner, hvor den grønne og effektive by går hånd i hånd med vækst. Smart, grøn vækst er vores fokus.

Copenhagen Solutions Lab er en del af Kommunal Udvikling under Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Fysisk er vi placeret i BLOXHUB, som er en ny innovations- og væksthub inden for arkitektur, design, byggeri og byudvikling beliggende ved Frederiksholms Kanal.

Kontaktperson