Smart Cities Accelerator +

Projektet SCA+, som bygger på det tidligere projekt Smart Cities Accelerator, vil udvikle og teste metoder for planlægning koordinering og realisering af nye intelligente energisystemer, som i sidste ende kan reducere udledningen af CO2.

Del

Copenhagen Solutions Lab var en del af Interreg-projektet Smart Cities Accelerator (SCA), hvor en håndfuld Nordiske byer arbejdede sammen med vidensinstitutioner og analyserede hvordan, lovgivning og brugernes adfærd indgår i udviklingen af fremtidens energisystemer. SCA-projektet løb frem til februar 2020, men er blevet videreført i form af projektet SCA+, som dermed bygger ovenpå erfaringerne fra SCA-projektet og vil rette opmærksomheden på de af indsigterne fra SCA, som kan forventes at få størst mulig effekt i konverteringen til grønnere energi.

Formålet med SCA+ er at udvikle og teste metoder for planlægning, koordinering og realisering af nye intelligente energisystemer, der dels vil mindske energiforbruget, og dels vil øge andelen af vedvarende, grøn energi, og dermed reducere udledningen af CO2. Dette kræver indsigter og samspil i hele værdikæden - fra energiproduktion, energidistribution, energifordeling og energilagring samt bygningernes potentialer for energilagring og effektivt fleksibelt energiforbrug.

Projektet vil bl.a. udvikle nye metoder og værktøjer for holistisk energiplanlægning på by- og bydelsniveau, udvikle nye metoder og teknik til at levere og gøre brug af vedvarende energi mere fleksibelt og effektivt på bydels- og bygningsniveau, og udvikle og teste nye modeller for borgerengagement, der sikrer en hurtigere grøn omstilling. Modeller og metoder udviklet i SCA+-projektet kan i fremtiden kopieres og opskaleres på nationalt og europæisk/internationalt plan.

Dermed bidrager SCA+-projektet til udviklingen af fleksible, intelligente energisystemer målrettet almene boliger, der kan accelerere den grønne omstilling på energiområdet. Projektet vil derudover bidrage til at sikre et energieffektivt forbrug, der vil gøre det billigere at være lejer, samtidig med at det på sigt vil bidrage til reducerede CO2-emissioner.

Projektet er et regionalt samarbejde mellem både byer, universiteter og private virksomheder. Foruden Københavns Kommune består projektkonsortiet af følgende partnere: Høje Tåstrup Kommune (lead partner), Lyngby-Taarbæk Kommune, Hørsholm Kommune, Københavns Almene Boliger, DTU, Lunds Universitetet, Malmö Stad og E.ON Energilösningar AB.

Projektet forventes afsluttet i efteråret 2022.